SVINESTREGER

Vi ved godt, at der ikke mangler forslag til London. Byen er hele tiden under udvikling, hele tiden åbner nye steder, nedslidte kvarterer bliver pludselig attraktive, her sker altid noget. Og ofte kender vi nogen, der skal derover, som kommer hjem med nye adresser og nye steder, man bare må besøge næste gang.

Vi vender hele tiden tilbage til London, og ja, der sker absolut noget nyt hver gang, men der er også klassikere, vi besøger igen og igen. Her er vores bedste adresser -- og vores google maps-liste udvider sig hele tiden; sig til, hvis vi skal sende dig et link.

KAFFE HER:

Rosslyn -- super god kaffe, et par lokationer i byen. Ikke et sted man sidder og slapper af -- den fungerer bedst som to-go

Allpress -- lokationer rundt omkring i byen. Vi kan bedst lide den på Redchurch Street. Og elsker den lille outpost i Supermarket of Dreams. Se herunder.

Jolene Bakery -- lokationer rundt om i byen, kaffe, bageri og restaurant. Vi kan bedst lide bageriet ved Redchurch Street

Origin Coffee -- et af vores go-to risterier. Englænderne kan bare det med perfekt ristning

The gentlemen Baristas London Bridge -- The Gentlemen har lokationer rundt om i byen, men det hyggeligste er den bag ved Borough Market

Prufrock Coffee -- hvis du er i Clerkenwell for at se på køkken hos DeVol (gør det. Du vil aldrig drømme om hvidt og grebsfrit igen) kan du drikke kaffe her. Masser af plads, men også meget larm

The Corner at Tate Modern -- hvorfor Tate Modern ikke har lavet denne café noget før beats us. Snup et vinduessæde og bliv her en hel formiddag. Se museet, gå på Borough Market, slut af med tapas hos Jose. Så bliver den søndag ikke meget bedre.

Nola Coffee -- Peckham er det helt nye. Og kaffen her er super god. Book også bord på Levin, en af de bedste restauranter i området.

Supermarket of Dreams -- okay, det her er bare et must! Man kan kun sidde udenfor, så på med de lange uldne, hvis du er her om vinteren. Kaffe fra Allpress, mandelcroissanter fra Ottolenghi og i det hele taget lækre madvarer. Der er også en skjult sushirestaurant et sted. Masser af bænke udenfor, det er som regel muligt at få en plads, og man falder altid i snak med nogen -- og der er perfekt people watching. Længere nede ad gaden er der flere skønne steder, bl.a. en dejlig afdeling af Daunt Books.

 

 

BO HER:

Vi bliver aldrig trætte af Hoxton og har prøvet Holborn, Southwark og Shepherd's Bush (sjovt nok aldrig det i Shoreditch, som jo startede det hele...). Den gode kaffe, de lydtætte vinduer, de hyggelige barer, den fine indretning, den fleksible udtjekning. Det startede som et lidt billigere alternativ, det er det ikke længere -- og det kan vi godt forstå, for der er ikke noget budgetvenligt over indretningen overhovedet, og da slet ikke, at du som regel kan tjekke ud sent, hvis det passer dig (sand luksus!). Men ind imellem er der tilbud -- skriv dig op til nyhedsbrev. 

Hvis du trænger til at komme væk fra Hoxton-segmentet (og det kan jo komme over en -- der er trods alt grænser for hvor mange laptop-brugere, der er plads til i baren) kan vi stærkt anbefale Batty Langley's i Spitalfields. Her er ild i pejsen, victoriansk indretning og super god service. Og bonus: det er det mest stille hotel, vi nogensinde har boet på i London. Selvom vi boede ud til gaden kunne vi sove med åbent vindue! WOW. Den victorianske stil fortsætter på værelserne og føres ud i alle detaljer. Den eneste detalje, vi godt kunne have levet uden, var det spektakulære tronstols-toilet. Hvad det går ud på må du selv opleve, we say no more!

 

SPIS HER:

Noble Rot -- flere steder i byen, men vi foretrækker den på Lamb's Conduit Street. Så kan du også tjekke den utroligt lækre vinhandel lige overfor (Shrine to the Wine). Bed om et bord i forlokalet, det er hyggeligst, og hvis du er heldig er der ild i pejsen. Book i forvejen.

Goodge 64 -- lille kæde af restauranter med fokus på vin har netop åbnet en ny restaurant. Let nostalgisk, luksuriøst bistro-stemning. Booking er nødvendigt.

Ladbroke Hall -- et kæmpe hus der rummer spillesteder, kulturtilbud og bar og restaurant. Og det er et must at bestille bord her! Maden er god, italiensk og måske en lille smule overpriced, men du får til gengæld Londons bedste people watching, sublim betjening og gode drinks. Booking er nødvendigt.

Luca -- en anden sublim italiener, beliggende i Clerkenwell. Virkelig god stemning og mad og drinks. Booking er essentielt.

Sessions Arts Club -- også i Clerkenwell. Det er åbenbart her, alle åbner for tiden, men området mangler stadig lidt for at blive en destination i sig selv. Men det råder Sessions bod på. Du kan ikke se restauranten udenfor, du skal ind i lille reception, og så tager du elevator op i bygningen. Suveræn stemning og indretning. Maden er måske lidt for dyr for hvad man får, men alt er lækkert og vi lover, at du har lyst til at flytte ind på badeværelserne.

 

 

 

SHOP HER:

Mouki Mou -- hvis du er til mærker som toogood

Egg Trading -- hvis du er til mærker som Ricorrrobe, toogood, casey casey

Joseph Cheaney -- klassisk engelsk fodtøj der holder. Butikker over hele byen. Hvis du vælger den på Jermyn Street kan du også gå i bl.a. Tricker's og Grenson, hvis det altså er lækre sko, du er ude efter.

Robert Kime -- klassiker indenfor boligtekstiler. Den fine butik ligger i område med mange interiør-butikker, og du kan nemt få en dag til at gå her, hvis du er til den slags. Se bl.a. Pinch næsten ved siden af.

Daunt Books behøver ikke nogen intro. Den mest kendte er den på Marylebone High Street, men vi kan bedst lide den lidt mindre næsten lige ved siden af Supermarket of Dreams.

John Sandoe. Verdens bedste boghandel. Okay, Londons.

 

 

SVINESTREGER // 3131 7378