SKOTLAND -- det er da sådan noget med sækkepiper, bjerge, masser af regn og whisky foran en buldrende pejs?
Og kæmpe ja, det er der masser af i Skotland. Men der er også så meget andet, og her bringer vi en wee bit af det hele.
EDINBURGH
Skøn by med kultur, kaffebarer og gastronomiske oplevelser, og ovenikøbet mulighed for at kombinere de dystre gader med storslået natur. Lyder det ikke godt? Det synes vi, og det er grunden til at vi kommer til denne regnfulde del af verden igen og igen.
SPIS HER:
Heron -- restaurant i Leith (1 stjerne). Der lægges vægt på enkle råvarer, gerne lokale, og imponerende vinkort. Du kan vælge mellem to forskellige menuer, hvoraf den ene hedder a la carte, hvilket jo er lidt forvirrende, men... prisen er god, maden er delikat, musikken er altid lidt ustruktureret med vilje (tænk Pink Floyd efterfulgt af Marlena Shaw) og udsigten til havnen i Leith er upåklagelig. Bordbestilling er essentiel.
Tipo -- i New Town finder du denne charmerende italiener på første sal i ældre bygning. Der er drøn på smag og stemning og musik, og det er ikke til at høre hvad hinanden siger. Men hvad gør det, når pastaretterne kommer i en lidt strøm og tydeligvis er hjemmelavede? Bordbestilling nødvendig
Timberyard -- det er fantastisk at komme ind i lokalet, som er et gammelt warehouse. Højt til loftet, åben ild, lange borde. Og maden -- fokus på enkle råvarer, taget til nye højder. Vinkortet er naturvine af høj kvalitet. Det er virkelig et dejligt og meget stemningsfuldt sted, og betjeningen er venlig og imødekommende. Bordbestilling nødvendig
Holdet bag Timberyard har netop åbnet vinbar/lille restaurant; Montrose. Tjek den ud her
Kender du Rosa's Thai fra London? Så vil du blive lykkelig for at vide, at de lige har åbnet en restaurant i Edinburgh.
Valvona & Crolla -- ser ikke ud af noget udenfor, men gå ind og bliv betaget af det store udvalg fra Det Gamle Land. Du kan spise frokost omme i baglokalet.
KAFFE OG EN LILLE BID
Twelve Triangles har afdelinger rundt om i byen. God kaffe, surdejsbrød og salater.
Fortitude i Stockbridge er et af de steder, vi allerhelst drikker vores kaffe i Edinburgh. Selve bydelen er også skøn, og byder på endnu mere god kaffe hos Artisan Roast og Mr Eion, suveræn shopping hos Toast, Dick's (Casey Casey, Studio Nicholson, Pas de Calais), Kestin (herretøj), ost hos I.J Mellis og en hel masse andre dejlige steder findes lige her. Skråt overfor Fortitude finder du det lækre bageri Lannan.