Et døgn i
BRUTON, SOMERSET
Tag toget fra London — det kræver et enkelt skift undervejs, men er ellers ret nemt. Stationen ligger et par minutters gang fra byen.
Byen er hurtigt overset, men byder på nogle fine overraskelser. Måske du undrer dig over, at der kan ligge flere boghandlere, restauranter og caféer end der normalt gør i en by af den størrelse (under 3000 indbyggere). Hemmeligheden? Byen er blevet populær blandt velhavende byboere, og der ligger et par meget prestigefyldte skoler her. Byen bliver kaldt “Notting Hill in the Countryside” og det er faktisk meget rammende. Den kendte galleri-duo Hauser & Wirth har åbnet galleri her, Soho House har et sted i nærheden og du kan spise vidunderlig mad — i bogstaveligste forstand farm to table.
Overnatning: Det mest luksuriøse er Number 1 Bruton, men vi går for det mere quirky og tjekker ind på At The Chapel — som navnet tyder på er det en ombygget kirke, der nu huser hotel, restaurant og et meget populært bageri. Værelserne er spektakulære — med kirkevinduer til den ene side og udsigt over by og marker til den anden. Og med marker mener vi ikke dansk rapsmark — vi mener Beautiful English Countryside med marker, der bugter og bølger sig bag hinanden.
Inden vi spiser aftensmad går vi lige forbi Stripy Duck — byens bedste boghandel — hvor vi køber en bog hver til togturen tilbage til London i morgen. Og så er vi også sultne. Restauranten på The Chapel er god, men vi har booket bord på Old Pharmacy, hvor vi glæder os til små deleretter og god vin. Vi kunne også være gået ind ved siden af til Osip, en michelinrestaurant der tager engelsk mad til nye højder.
Om morgenen bliver der serveret croissanter i en pose på døren. De lækre croissanter kommer fra The Chapels eget bageri. Vi laver selv kaffe og nyder morgenmad på sengen, inden vi står op og kommer i tøjet og får stillet vores bagage ned i lobbyen. Men vi har stadig en god dag tilbage i Bruton, og starter med en gåtur til Dovecote, et vagttårn fra 1600 tallet, der ligger på en høj lidt udenfor byen. Undervejs kommer vi forbi de mange smukke huse og imponerende skoler, hvor børn i uniformer er på vej fra den ene time til den anden.
Vi sætter kurs mod Hauser & Wirth. Her ser vi den aktuelle udstilling og går en tur i den imponerende have. Haven er designet af Piet Oudolf og er et skønt sted at gå rundt. I haven ligger også Radic Pavillonen, som nærmest ligner en stor udgave af de får, som går på markerne rundt om museet. Til sidst tjekker vi lige udvalget i museumsbutikken ud, og så er det tid til frokost på Roth Bar & Grill. Tjek lige skabet med kød, der hænger til modning. Det er bygget af pink saltsten fra Himalaya, og det lyder lige så dekadent som det ser ud. Men restauranten i sig selv er afslappet og uprætentiøs, og vi nyder den skønne, lokalt dyrkede mad og den gode stemning med de mange lokale. Bagefter er der god tid til at shoppe i Durslade Farm Shop, en imponerende butik med alle mulige lokale delikatesser i en yderst imponerende og mundvandsfremkaldende opsætning.